Uddrag fra bogen "Highway to Hell: The Life & Death of AC/DC Legend Bon Scott" af "Clinton Walker".
I februar 1974 arbejdede Bon Scott, ved havnen i Adelaide med at lade og losse lastbiler. Det var et fysisk hårdt arbejde, hvilket ikke skræmte Scott. Selvom han ikke var nogen stor mand, havde han en stærk udstråling, hans tatoveringer var en del heraf. Bon Scott havde ikke noget mod fysisk hårdt arbejde, han var faktisk ikke bange for noget, det var bare det han foretrak ikke at have noget arbejde, hvilket var den egentlige grund til at han var gået ind i Rock'n'Roll lige fra starten. Det var ikke for at score, det kunne han altid, kvinder de kunne lide ham og han kunne godt lide kvinder. Han ville bare ikke lænkes fast, have et ni til fem arbejde og sultne munde at mætte. Ville havde lov til at vågne når han havde løst, han ville ikke være afhængig af andre end sig selv.
Bon's drøm om at blive en rock'n'roll stjerne var kommet på afveje, han var netop vendt tilbage fra en tur med, ja nærmere uden, bandet Fraternity. Bandet han kom med i efter The Valentines gik fra hinanden. Som en gruppe forventningsfulde hippier havde Fraternity taget på tur til England, hvor de forventede at de nemt kunne opnå succes, hvor den uden videre ville lande i deres skød, projektet lykkedes ikke.
Med Bons unge ægteskab, der ligeledes hang i lasser, var Bon som et skib uden ror. Dette var første gang, siden 1964, hvor han havde startet bandet The Spektors, han ikke var en del af et band. Da The Spektors blev professionelle var han ikke afhængig af sin kones, Irene, indkomst og havde ikke haft behov for et fast arbejde.
For tiden sov han hos et andet band medlem af Fraternity, kom rundt mellem de forskellige steder på sin ny indkøbte motorcykel, en Triumph og mundhuggedes med Irene.
For ikke at komme i alt for meget ballade, legede han rundt med et band der blev kaldt Mount Lofty Rangers, hvor han blandt andet skrev nummeret "Been up into the hills too long". En fredag aften, hvor han skulle øve med bandet kom Bon for sent og lettere beruset, hvilket ikke var noget nyt. Han havde været i et skænderi med Irene, hvilket heller ikke var noget nyt. Denne gang var han bare mere ramt og lod sin frustration gå ud over de andre bandmedlemmer. Bon drak stærkt igennem og valgte i sin arrigskab at overhøre advarslerne om at køre i så en stærk påvirkede tilstand.
Tidligt næste morgen blev Irene kontaktet af hospitalet, hun kørte dertil med Bons ældste ven, Vince Lovegrove. På hospitalet var Bon ikke meget værd. Alle hans tænder var viret sammen med ståltråd og han lå i en respirator. I en presse meddelelse fra samme dag står der, at den kendte sanger, Bon Scott, har været i et slemt motorcykel uheld, hvor han brækkede en arm, et ben og sin næse.
Med tre dage ind og ud af bevidsthed og derefter 4 uger i stræk, tog Irene Bon hjem.
Uheldet skulle, efter Bons overbevisning, ske, det var en del af skæbnen som han troede stærkt og fast på. Uheldet var en besked til ham om at han måtte se at komme videre. Han var kommet frem til at han blev nødt til at forlade Fraternity, Adelaide og selv Irene. Hans kald var et sted derude, et sted på vejene. Fraternity havde åbnet hans musikalske horisont, specielt efter de overfladske Valentines, han havde erkendt han havde fået nok af alt det seriøse lort. Han ville bare spille rock'n'roll, simpelt og lige ud af landevejen.
Da Bon igen var kommet på benene gav Vince, som arbejdede som koncert promotor, ham forskellige arbejdsopgaver. I August bragte Vince et forholdsvis ukendt band ved navn AC/DC til byen...
Læs videre her:
AC/DC historie før Scott Part #2
Lyt til musik fra: (youtube)
The Spektors (1964-1966): 1
The Valentines (1966 - 1970): 1
Fraternity (1970-1975): 1 2
The Mount Loftly Rangers (1973-1975): 1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar